Skive FH er klar til Generation Handball – Generation Handball

Skive FH er klar til Generation Handball

Billede: Repræsentanter fra Bjerringbro FH (til venstre) og Skive FH (til højre).

Efter tre fantastiske dage med sjov, socialt samvær og mange gode håndboldkampe er Bjerringbro FH julecup nu veloverstået. Generation Handball samarbejder med Bjerringbro FH i målet om at udbrede glæden ved håndbold, og derfor er det også fedt at kunne tilbyde et hold fra julecuppen endnu flere fede håndboldoplevelser i uge 31 til Generation Handball. Der er nemlig udtrukket en vinder af et gratis ophold til Generation Handball blandt de mange julecupdeltagere.

De heldige vindere blev Skive FH, og selvom klubben endnu ikke ved præcist, hvilket hold der skal afsted, var det nemt at få øje på begejstringen over at have vundet. Vi talte med Julie Svenningsen og Frederik Hovgaard, som begge er trænere i klubben. Som det første og i munden på hinanden udtalte de:
“Det er helt fantastisk!” og Frederik Hovgaard uddyber: “Det kom som en stor overraskelse!”

Sammenhold på tværs af årgange
Klubben Skive FH gør i dagligdagen meget for at fremme det sociale samvær, og det er nemlig lige i Generation Handballs ånd. Julie Svenningsen fortæller:
“For eksempel har vi holdt håndboldafslutning for alle U-16 og U-18-spillere – drenge og piger – sammen. For U-10 og U-12 afholdte vi mini-VM, hvor holdene spillede kampe mod hinanden på de små mål, mens vores U-14 drenge og piger var dommere og trænere til kampene.”
Klubben er i det hele taget meget opmærksomme på at skabe en fællesskabsfølelse blandt klubbens hold på tværs af årgangene. Julie Svenningsen fortsætter: “Vi prøver på at holde fast i sammenholdet, selvom vi er mange.”

Det fede ved håndboldstævner
Faktisk afholder Skive FH selv deres eget påskestævne, så klubben kan siges at være eksperter i forhold til at vide, hvad der gør et håndboldstævne fedt. “Det er for fedt at få lov til at spille mod hold fra hele Danmark,” siger Frederik Hovgaard om Skive FHs eget påskestævne.

Derfor er Skive FH også ekstra begejstrede for at komme med til Generation Handball, hvor der oven i købet er hold fra mange andre lande også. Sidste år deltog 15 nationer i Generation Handball.
“Det bliver da mega fedt for det hold, der kommer afsted. Det bliver en kæmpe oplevelse for dem!” siger Julie Svenningsen afslutningsvis.

Vi glæder os til at se Skive FH til Generation Handball og er spændte på, hvilket hold vi helt præcist får besøg af.