Tilbageblik: Stor ros fra sidelinjen – Generation Handball

Tilbageblik: Stor ros fra sidelinjen

Generation Handball er et helt fantastisk stævne. Sådan var ordene fra håndboldmor Annette Stripp, da vi under Generation Handball mødte hende til en snak om festivalen set fra sidelinjen. Hun var rejst fra Slagelse til Viborg sammen med sin mand og døtrene Emilie og Lærke, der under Generation Handball spillede på Slagelse Håndbolds U19-piger-hold.

Generation Handball i håndboldens by
”Generation Handball er et fantastisk stævne, og Viborg er en hyggelig by. Vi har været til mange stævner i ind- og udland, og alt fungerer bare her. Samtidig er det tydeligt, at folk i Viborg er vant til håndbold, og vi bliver godt modtaget alle vegne,” sagde Annette Stripp.

Hun har set alle pigernes kampe de seneste ni år – undtagen tre, hvor arbejdet trods alt var – lidt – vigtigere.
”Uanset om de spiller skidt eller fantastisk, er vi med. Vi kan lide det sociale ved håndbolden og så selvfølgelig spillet, hvor alt kan ske. Så længe Emilie og Lærke vil have os her, er vi med,” sagde Annette Stripp.

Spændende at møde folk fra andre lande
”Det gode ved Generation Handball er også, at vi møder så mange forskellige nationaliteter samlet på et forholdsvis lille område,” sagde Annette Stripp.
Prioriteringen af det sociale aspekt er i øvrigt også noget, som Generation Handball og håndboldklubben Slagelse Håndbold har til fælles. I Slagelse Håndbold har der gennem mange år været tradition for at rejse rundt til diverse håndboldstævner.

Ved dette års Generation Handball havde mere end 40 håndboldforældre sluttet sig til de ni ungdomshold fra Slagelse Håndbold. Hver aften holdte de fællesspisning på festivalområdet eller i Bowl’n’Fun, hvor forældrene fra Slagelse endte med at have deres eget stambord. Helt sikkert et godt eksempel på, at Generation Handball er noget for alle!